Hvordan kan Bibelens gamle tekster blive ikke bare levende og nutidige, men tilmed anvendelige i vores dagligdag?
Det er det spørgsmål, der ligger bag den stille bibellæsning i Vindinge-Kullerup Pastorat, der næste gang er på tapetet torsdag den 17. januar 2019 i konfirmandstuen ved Vindinge Præstegård, Bøjdenvej 116.
Aftenen begynder med en lille nem øvelse, som kan hjælpe med at lægge dagens begivenheder til side. Derefter læses den kommende søndags prædikentekst op i alt fire gange, og imellem hver læsning vil der være stilhed til at fordøje teksten. Før hver enkelt læsning vejleder præsten til at fokusere på noget forskelligt i teksten.
Stille bibellæsning lægger sig op ad meditation og prædikenværksted, som er gamle kendinge i pastoratet, men det kræver ikke kendskab til nogen af delene for at deltage og få udbytte af aftenen.