Kan du lide at strikke eller hækle? Og kunne du tænke dig at være med til at skabe et varigt minde om et barns dåbsdag? Så kom med i Vindinge Kirkes nye strikkeklub.
I Vindinge Kirke døber vi mange børn, og når de har fået vand i håret, bruges dåbskluden til at tørre hovedet med. Efter dåben er det meningen, at barnets familie får dåbskluden med hjem fra kirken.
Dåbskludene har ingen fast form eller farve – endnu. Vær selv med til at udvikle dem, når strikkeklubben mødes onsdage kl. 10.00 i Vindinge Kirke. Første gang er onsdag den 1. september 2021.
Kirken stiller garn til rådighed – du skal bare møde op med strikkepinde nummer 2,5-3,0. Der er kaffe på kanden og god stemning, så vel mødt!