Om kirken

Vindinge Kirke er Fyns største landsbykirke. Den har i mange år haft tilknytning til herregården Holckenhavn, der ligger i Vindinge Sogn, og skiftende baroner har sat deres præg på kirken, men sin størrelse skylder den formentlig blandt andet helgenen Skt. Mads, som en helligkilde et par kilometer fra kirken er viet til.

En vigtig lokalitet
Den nuværende kirke er formentlig den tredje på stedet. Det ser ud til, at der først har ligget en trækirke, måske rejst af en lokal stormand. Landsbyen Vindinge er – at dømme ud fra endelsen -inge – meget gammel og har tilsyneladende været en vigtig lokalitet, før Nyborg blev grundlagt.

Ved hjælp af Vindinge Å, der bugter sig flere gange lige omkring landsbyen, har køb- og krigsmænd kunnet være tæt på de transportmuligheder, havet tilbød, og på samme tid i sikker afstand fra dets farer, ikke mindst de frygtede vendiske sørøvere.

Igennem historien har man ligefrem ment, at stednavnet Gammelborg ved en af åens bugtninger tæt på Vindinge henviste til, at her lå forløberen for Nyborg Slot. Det lader ikke til at være tilfældet, og senere er der blevet gættet på både bugtningen ved Rosildegård og kirkebakken som områdets vigtigste punkt. Det endelige bevis er stadig ikke fundet.

Større og større
På et tidspunkt er trækirken blevet afløst af en stenkirke, der var viet til de søfarendes helgen Skt. Nikolaj. Denne kirke blev dog også for lille, og derfor blev den nuværende bygget midt i 1300-tallet. Den er bygget i røde munkesten, men nogle af den første stenkirkes granitkvadre er blevet genbrugt og kan stadig ses i korets ydermur og andre steder i kirkens ydermur.

Men heller ikke denne kirke var åbenbart stor nok, muligvis fordi den skulle huse de pilgrimme, der kom for at bede for helbredelse efter at have vasket sig i Skt. Mads’ Kilde. Senere i middelalderen blev der tilføjet to korsarme til kirken, formentlig først i nord og så i syd, og senere endnu fik den sit anselige tårn, hvor der i dag er indgang, og et lille våbenhus op ad den søndre korsarm, i dag ligkapel.

Altertavlen
Kirkens indre bærer i høj grad præg af en stor restaurering, der fandt sted i begyndelsen af 1850’erne, men meget af inventaret går væsentlig længere tilbage.

Den prægtige gyldne fløjaltertavle er således fra omkring 1480. Hovedmotivet er Jesu korsfæstelse med en røver på hver side og en folkemængde af krigsmænd og sørgende damer nedenfor.

Et par engle, der opsamler blodet fra Jesu sår til brug for den hellige nadver, er der også blevet plads til. På bagsiden af fløjene er der velbevarede malerier fra Jesu lidelseshistorier. Fløjene lukkes til fastelavn og åbnes påskemorgen.

Fra Claus Bergs værksted
Andre af kirkens træskærerarbejder stammer fra Claus Bergs værksted i Odense. Det store krucifiks, der nu hænger på kirkens sydmur, har tidligere hængt ved adskillelsen af kor og skib sammen med to træfigurer af Jomfru Maria og Johannes Døberen, der nu er på Nationalmuseet. De har haft selskab af det trægitterværk, der indtil den store restaurering i 1850’erne adskilte kor og skib, men nu adskiller den søndre korsarm fra resten af kirken.

Ved samme restaurering blev en gammel døbefont, som desværre er aldeles forsvundet, erstattet af den nuværende i norsk marmor.

Også forsvundet er et “lidet Skib”, der nævnes af biskop Jacob Madsen efter et besøg i 1589, og som har hængt ud for den daværende prædikestol, der ligeledes fandtes ved adskillelsen mellem kor og skib. Det skal angiveligt være første gang, der nævnes et kirkeskib i en dansk kirke. Senere har skibet fået sin nuværende afløser i den nordre korsarm.

Kalkmalerier
I katolsk tid har kirken haft mindst tre sidealtre. Et af af dem har ligget lige ved en af pillerne mellem hovedskibet og den søndre korsarm. Her, lige ved siden af prædikestolen, kan man stadig se et kalkmaleri af Jomfru Maria med den døde Jesus i sine arme, og der er ligefrem fundet sodpletter fra de vokslys, der er blevet tændt for hende før reformationen.

Kirken har også flere andre kalkmalerier. Ældst er et lille hoved af den såkaldte Træskomaler, der også har huseret i andre kirker i området, og en række indvielseskors, og nyest er fire delvis afdækkede præstetavler med blomsterrækker, hvor man (med lidt fantasi) kan følge Vindinge Kirkes præster fra reformationen, eller genoprettelsen af den sande lutherske religion, som der står, og til 1797.

De historiske afsnit er skrevet af historisk konsulent, cand.mag. Rasmus Agertoft.

Reklamer