Gudstjeneste med farvel

Vindinge-Kullerup Pastorat er stort, og i en årrække har André Friis Møller, der er sognepræst i Frørup-Tårup Pastorat, hjulpet til med en månedlig gudstjeneste i Vindinge Kirke søndag formiddag.

Nu er det imidlertid slut. Som led i en større kirkelig strukturreform på Østfyn indtræder Kullerup Sogn fra den 1. september i et nyt pastorat sammen med Herrested og Refsvindinge.

I den forbindelse holder André Friis Møllers månedlige gudstjenester i Vindinge op, og sognebørnene i Vindinge-Kullerup har derfor mulighed for at tage afsked med ham søndag den 25. august 2019 ved højmessen kl. 10.00 i Vindinge Kirke.

Udgivet i Gudstjenester | Tagget | Skriv en kommentar

Messe i fuldt middelalderskrud

Vindinge Kirkes historie er uløseligt knyttet til Skt. Matthæus eller Skt. Mads, der har givet navn til en helligkilde i sognet. Middelalderens kildemarked vækkes til live ved kirken lørdag den 17. august 2019, og også i kirken bliver fortiden levende.

For de morgenfriske begynder kildemarkedet allerede kl. 8.00 med en pilgrimsvandring fra Vindinge Kirke til helligkilden, og kl. 10.30 er der middelaldermesse for både pilgrimsvandrere og nytilkomne. Den rekonstruerede messe, der varer en halv times tid, er ikke en regulær gudstjeneste, men en smagsprøve på, hvordan stemningen og musikken kunne have været i Vindinge Kirke dengang i middelalderen.

Efter messen åbnes markedet officielt af borgmester Kenneth Muhs, og løjerne på engen bag kirken kan begynde. Også i løbet af dagen er kirken dog med, når man kl. 12.15 og 15.15 kan få en rundvisning og høre om forbindelsen mellem kirken og kilden.

Se det fulde program på www.sanktmads.dk

Foto: Simon Christensen.

Udgivet i Andagter, Arrangementer, For børn, For voksne, Gudstjenester, Historie, Musik | Tagget , , | Skriv en kommentar

Kom nu videre!

Der er mange sørgende, der får at vide, at de skal komme videre med deres liv. Men når man er i sorg, kan det føles dybt krænkende at få den besked. Sorg er nemlig ikke bare en række faser, man skal igennem – og så er alt, som det skal være.

Det mener Mikkel Wold, der gæster Vindinge-Kullerup Pastorat til årets sommermøde søndag den 11. august 2019. Det gør han med et foredrag, der netop gør op med forståelsen af sorgen som et projekt, vi selv skal styre.

Foredraget inddrager den nyeste forskning på området og kommer ind på, hvad vi kan hente i kristendommens og historiens erfaringer af, hvad sorg, tab og håb er. Efter foredraget inviterer Mikkel Wold til en samtale om emnet.

Mikkel Wold, der er født i 1958, er sognepræst ved Marmorkirken i København og lektor i sjælesorg. Han er efterspurgt både som præst og foredragsholder og er desuden bidragyder til flere bøger om teologi, psykologi og samfundsdebat.

Eftermiddagen begynder med gudstjeneste i Vindinge Kirke kl. 14.00 og fortsætter med foredrag bagefter.

Udgivet i Foredrag, Gudstjenester | Tagget , , | Skriv en kommentar

Fødselsdagsfest med sang

Pinsen kaldes kirkens fødselsdag, og i anledning af højtiden gøres der lidt ekstra ud af højmessen søndag den 9. juni 2019, som er pinsedag.

Efter fromesse kl. 9.15 i Kullerup Kirke medvirker nemlig hele to kor i højmessen kl. 10.30 i Vindinge Kirke.

Korene Young Voices og Voksne Vokaler, der begge synger under ledelse af Linda Krogsgaard, har tidligere besøgt pastoratets kirker med deres rytmiske klange.

Dagen efter er der mere traditionel kirkemusik, men stadig en hel masse pinse, når der er fælles 2. pinsedagsgudstjeneste i Kullerup Kirke kl. 10.30

Udgivet i Gudstjenester, Musik | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Årets konfirmander

I de seneste dage har årets konfirmander i Vindinge-Kullerup Pastorat pr. sms kunnet ønske det konfirmandord, de skal have med sig på den store dag, når Gud har bekræftet, at han stadig elsker dem.

Det er blevet til et udvalg af nogle af de smukkeste og mest elskede bibelsteder, blandt andet fra Johannes’ Åbenbaring, hvor Jesus siger: “Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i”.

Ifølge sognepræst Kristina Løvenstrøm og sognemedhjælper Birgitte Kjær, der begge har varetaget konfirmandundervisningen, er det netop det, det drejer sig om: at vise de unge mennesker, at kirken er et sted, de altid kan komme, og at de altid kan ty til Bibelens glade budskab, når de nu så småt går ud i voksenlivet.

I Vindinge Kirke er der i år 20 konfirmander, der skal have deres konfirmandord, og hvad der nu ellers hører til en konfirmation.

Søndag den 12. maj 2019 kl. 10.00 konfirmeres således Mikkel Bredal Larsen, Anton A.B. Petersen, Anna Benedikte Munck, Carl Johan Billegrav Jensen, William Alexander Høiberg Jeppesen, Andrea Bay Thornfeldt, Filippa Louise Hou Holck, Johan Løvenstrøm Agertoft, Maja Marie Jacobsen, Serine Marie Leen, Malte Lund, Alexander Havgaard Ladefoged, Thor Lann Godiksen, Isabella Thulesen, Asbjørn Yngve Rosenstand Bjåstad, Ella Elisabeth Lindgaard, Cecillia Santos Dresler, Victor Schütt Uldall, Martin Finnemann Søberg Kristensen og Mads Østerholt.

Vindinge-Kullerup Pastorat ønsker stort tillykke!

Udgivet i Konfirmation | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Slip tonerne løs

Alle ved, hvad en tone er. Men hvad er det at tone?

Det er der mulighed for at få svar på, når sanger og stemmecoach Kirstine Bonde, der deltog i gudstjenesterne langfredag i Vindinge-Kullerup Pastorat, igen besøger pastoratet onsdag den 24. april 2019.

De fleste mennesker kan lide at synge. I kirken gør vi det altid – men ofte under faste former og med en salmebog foran os. Denne aften slipper vi tonerne løs, synger i fællesskab og lader musikken flyde fra hjertet.

Arrangementet er tænkt som et musisk værksted med et af kristendommens budskaber i fokus. Kirstine Bonde leder aftenen med sang og syngeskåle, mens sognepræst Kristina Løvenstrøm står for aftenens bibelske læsninger.

Det er kl. 19.30 i Vindinge Kirke, og du kan deltage, uanset om du synes, du kan synge eller ej. Du skal blot have dit hjerte med dig.

Udgivet i Arrangementer, Musik | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Påske i pastoratet

I det danske forår er det påskeliljen, der gjalder ud i en verden af lidt for vedholdende kuldegrader, at nu er det påske. Men i de bibelske beretninger er det palmen, der indvarsler, at de dramatiske påskebegivenheder er snublende nær.

Påsken begynder således palmesøndag den 14. april 2019, hvor der er fælles gudstjeneste i Kullerup Kirke. Det er kl. 9.15, og Louise Schousboe fra Aunslev-Bovense-Hjulby Pastorat er prædikant.

Men det er først et par dage efter, at dramaet for alvor er i gang. Skærtorsdag, som falder torsdag den 18. april 2019, fejrer vi Jesu indstiftelse af nadveren ved at spise sammen før den fælles gudstjeneste i Vindinge Kirke. Tilmeldingsfristen til spisningen er overskredet, men alle er velkomne til gudstjenesten kl. 19.00.

Dagen efter, langfredag, er der liturgisk musikgudstjeneste kl. 9.15 i Vindinge Kirke og kl. 10.30 i Kullerup Kirke. Der veksles mellem salmer, læsninger og musikindslag, og også i år medvirker sangerinden Kirstine Bonde, som gæstede kirkerne for et år siden. Også denne påske skaber hun en helt specielt atmosfære med sine syngeskåle og sin sangstemme, der kun med brug af ordløse lyde blander sig med skålenes klang.

Påskemorgen, der ligger søndag den 21. april 2019, er en af kirkens store festdage. Den bliver fejret med gudstjeneste kl. 9.15 i Kullerup Kirke og højmesse kl. 10.30 i Vindinge Kirke. Højmessen bliver ekstra festlig, idet et alsidigt musikalsk bidrag leveres af strygekvartetten Ardeal, som består af violinisterne Andrea Gyarfas Brahe og Karen Johanne Pedersen, bratschisten Sidsel Most og cellisten Live Johansson. Kvartetten begår sig både i det klassiske repertoire og i genrer som jazz, pop og rock. Inspireret af den jødiske folkemusik fik musikerne lyst til at dykke ned i den ungarsk-rumænske folkemusiktradition, som flere af dem har forbindelse til.

2. påskedag runder vi påsken af med en fælles musikgudstjeneste i Kullerup Kirke kl. 10.30. Til højmessen har vi inviteret fløjtenisten Rune Most i sammenspil med harpenisten Joost Schelling. Fløjtens og harpens klang klæder hinanden, og de to musikere vil under gudstjenesten spille dejlige, lette og stemningsfulde klassiske værker, for eksempel Carl Nielsens “Tågen letter”.

Vindinge-Kullerup Pastorat ønsker en glædelig påske til alle!

Udgivet i Gudstjenester, Musik | Tagget , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar