Syng julen ind med gløgg og æbleskiver

Søndag den 1. december 2019 er en dag fuld af begyndelser. Ikke alene er det nemlig den første dag i december – det er også den første dag i det nye kirkeår, første søndag i advent og den dag, hvor man sådan helt officielt kan begynde at hænge julehjerter op.

I anledning af det hele er der gjort lidt ekstra ud af dagen i Vindinge Kirke. Under gudstjenesten kl. 14.00 medvirker Vindingekoret, og bagefter inviterer Vindinge Menighedsråd på gløgg og æbleskiver i kirkerummet.

Alle er velkomne. Glædelig december, lykkelig advent – og godt nytår!

Godt nytår med gløgg og æbleskiver

I tiden omkring den 1. december titter de julenisser frem, der ikke allerede har fundet vej til det offentlige rum. Men i kirken sker der også noget andet. 1. søndag i advent markerer nemlig også begyndelsen på et nyt kirkeår.

Begge dele fejres søndag den 2. december 2018 i Vindinge-Kullerup Pastorat med gudstjenester i begge kirker. Kl. 10.30 er der således gudstjeneste i Kullerup Kirke med efterfølgende kirkekaffe, og i Vindinge Kirke kl. 14.00 kommer Vindingekoret og hjælper med at gøre gudstjenesten ekstra flot. Bagefter byder menighedsrådet på gløgg og æbleskiver.

God nytår til alle – og glædelig december!

Godt nytår med æbleskiver

1. søndag i advent er kirkens nytår, men det er også indledningen på den søde juletid. Begge dele fejres i Vindinge-Kullerup Pastorat søndag den 3. december 2017.

I Kullerup Kirke er der kirkekaffe efter gudstjenesten kl. 10.30, og efter eftermiddagsgudstjenesten i Vindinge Kirke kl. 14.00 er der gløgg og æbleskiver i kirkerummet.

Ja, faktisk begynder hjerternes fest lige her, for i år vil kirken være pyntet med hjerter, som børn og voksne fra menigheden har kreeret sammen i løbet af efteråret.

Glædelig jul og godt nytår!

Helgener og æbleskiver

Der er endnu længe til raketter og kransekage, men kirkens nytår er lige om hjørnet, og det bliver også fejret med maner i Vindinge-Kullerup Pastorat.

Allerede dagen før 1. søndag i advent, som indleder det nye kirkeår, kan man tage forskud på glæderne. I løbet af efteråret er der blevet produceret engle i alle afskygninger, når store og små har mødtes i konfirmandstuen ved Vindinge Kirke til et af de mange engleværksteder. Lørdag den 26. november 2016 er det sidste chance, men så varer engleværkstedet også lige fra kl. 10.00 til kl. 14.00 og inkluderer sågar frokost, hvis man har lyst. Alle er velkomne, og det er ikke nødvendigt at tilmelde sig.

Søndag den 27. november 2016 går det virkelig løs. Dagen begynder i Kullerup Kirke med højmesse kl. 10.30, hvor Vindingekoret vil gøre gudstjenesten festlig med dejlig julemusik.

Herlighederne fortsætter i Vindinge Kirke kl. 14.00, hvor vi traditionen tro byder på æbleskiver og lidt historisk efter gudstjenesten. I år er gælder det helgener.

I århundreder spillede helgener en vigtig rolle for det religiøse liv i Vindinge Kirke, og troen på, at særlig hellige mænd og kvinder kunne hjælpe både levende og døde, satte markante aftryk på kirkerummet og dets inventar.

Med reformationen i 1536 ændredes opfattelsen af helgenerne, men mange af dem forblev i kirkerummet – og som optakt til reformationsjubilæet næste år vil kulturformidler, cand.mag. Rasmus Agertoft udpege de tilbageværende helgener og fortælle om deres betydning før reformationen, og hvad der skete med dem bagefter.

Vel mødt til det hele – og godt nytår!

skt-christoffer-med-jesusbarnet

Godt nytår

Søndag den 29. november 2015 er det 1. søndag i advent, og den dag begynder både det nye kirkeår og adventstiden, der fører frem til jul.

Begge dele bliver fejret ved gudstjenester i Vindinge-Kullerup Pastorat.

Først i Kullerup Kirke kl. 10.30, hvor der er kirkekaffe efter gudstjenesten, og så kl. 14.00 i Vindinge Kirke, der er pyntet op med de mange papirstjerner, som flittige hænder har flettet på november måneds stjerneværksteder. Efter gudstjenesten er der gløgg og æbleskiver til alle.