Ny organist i Vindinge Kirke

Der kommer til at lyde nye toner i Vindinge Kirke fra den 1. august 2020. Den dag begynder 20-årige Frede Holger Thorsen nemlig som ny organist i kirken, hvor han tager over efter Ágnes Most, der efter mange år på orgelbænken stoppede tidligere på året.

Det er nu ikke første gang, kirkegængerne i Vindinge Sogn får lejlighed til at høre Frede Holger Thorsen spille. Han har nemlig allerede i et stykke tid været en skattet vikar. Men nu er det altså blevet en fast stilling for den unge mand, der begyndte at spille klaver som 12-årig og orgel for to år siden, men også har været omkring guitaren og flere andre instrumenter.

Frede Holger Thorsen går på Kirkemusikskolen og har tidligere studeret på det musikalske grundkursus MGK i Odense, først rytmisk og dernæst klassisk. Han siger selv om det forestående arbejde:

“Mit største ønske med musikken er at få “hjertet til at synge”, således at musikken bevæger sig fra hjertet til hjertet. Jeg anser musikkens væsen, som noget der er større end musikeren selv. Min passion for musik rækker derfor ud over mit eget liv og koncentrerer sig om liv i den bredeste forstand. Det vil sige, at det med hensyn til min karriere ikke er et spørgsmål om, hvor langt jeg kan nå, men mere spørgsmål om, hvor langt musikken kan nå. At træde ud af sig selv og vige for musikken.

Jeg tør ikke love, at jeg altid er i stand til at efterleve ovenstående, da jeg som alle andre mennesker til en hvis grad er tynget af en hunger efter opmærksomhed (rettet mod sig selv), succes, penge og så videre. Det er ting, der kan forhindre hjertet i at synge uanset udtryksform. Det er dog den fordel, at jeg har en klar idé om, hvad jeg forsøger at efterleve.

Nu vover jeg selv i dette forum at fortælle, at min stigende interesse for religion ikke kun dækker over kristendom. Der er mange religioner, og essensen af, hvad et menneske kan opnå med en given religion, kan man måske opnå med enhver religion eller måske uden en religion. Pointen er, måske det ikke så vigtigt, hvor vi søger, men mere vigtigt, at vi søger. Dette skal ikke tolkes som kritik af kristendom eller en hvilken som helst anden religion, det er nemlig lige det modsatte.

Til sidst vil jeg sige, at det glæder mig at være startet som organist i Vindinge Kirke. Jeg håber, at det som læser har været fint at læse lidt om mig som person og mine tanker, frem for hvilke lærere jeg har haft, hvad jeg har udrettet som musiker, og hvor jeg fået anderkendelse.”

Vi siger varmt velkommen til Frede Holger Thorsen, som man første gang kan opleve som fuldblods organist til højmessen i Vindinge Kirke på søndag den 2. august 2020 kl. 10.30.

Vindinge Kirkes nye organist, Frede Holger Thorsen.

Syng en sang

Menighedens salmesang er et af de mere håndgribelige resultater af reformationen, og tirsdag den 7. februar 2017 er der rig mulighed for at synge af karsken bælg i Vindinge-Kullerup Pastorat.

Denne aften er der nemlig fællessang på programmet i konfirmandstuen ved Vindinge Præstegård, Bøjdenvej 116. Vi støver Højskolesangbogen af, bærer salmebøger i konfirmandstuen og dykker ned i de bedste sange og salmer. Mange af dem er ligefrem ønsket af menighederne i Vindinge og Kullerup, hvor man den seneste tid har kunnet skrive sin yndlingssang eller -salme på en lille lap papir, når man alligevel var i kirke.

Organist Ágnes Most sætter sig til klaveret, og Tina Haugstrup Nawrocki og Jannie Abildskov Westh, som er frivillige ved Vindinge Kirke, hjælper os med at holde tonen.

Aftenen begynder kl. 19.00 og slutter ca. kl. 21.00. Der er ingen tilmelding, vi sørger for kaffe og kage, og alle er velkomne.