Familiegudstjeneste med børnekor

Når julen bliver sunget ind i år i Vindinge Kirke, er der både unge stemmer og ældre stemmer, få stemmer og mange stemmer, professionelle stemmer og amatørstemmer.

Nogle af alle disse stemmer kan høres søndag den 12. deccember 2021, hvor der ikke alene er gudstjeneste for hele familien i anledning af tredje søndag i advent, men også premiere på Vindinge Kirkes nye børnekor.

I løbet af efteråret har 18 børn fra området øvet sig på at synge efterårs- og julesange under ledelse af organist Frede Thorsen, og nu viser de, hvad de har lært.

Alle børn og voksne er velkomne ved gudstjenesten, der begynder kl. 10.30 og afsluttes med en kop kaffe eller en tår juice – det sidste nok fortrinsvis for de unge stemmer.