Engle i efterårsferien

Hvis ikke man lige er i badeland eller på Bahamas, er fremstilling af engle et godt bud på, hvordan man kan tilbringe et par eftermiddagstimer torsdag i efterårsferien.

Torsdag den 20. oktober 2017 er der nemlig kreativt engleværksted for store og små. Der er nogenlunde frit slag, hvad angår materialer – bare vi får nogle flotte engle ud af det, som kan komme med i kirke ved juletide.

Engleværkstedet ligger i tidsrummet kl. 15.00-17.00 i konfirmandhuset ved Vindinge Kirke, Bøjdenvej 116, og alle er velkomne.

Engle stiger op og ned

En nat drømte Jakob en drøm. Ja, det var næsten, som om han var vågen. Han så himlen stå åben og engle kravle op og ned ad en stige, der førte lige op i himlen …

Findes der engle? Eller var det bare noget, Jakob drømte? Kom og hør mere, og fortæl selv om dine engel, når vi mødes til en kort børnegudstjeneste torsdag den 29. september kl. 17.00 i Vindinge Kirke. Gudstjenesten er tiltænkt børn i alderen 2-5 år, men alle størrelser er hjertelig velkomne.

Efter gudstjenesten er der fællesspisning i konfirmandstuen. Det er gratis at spise med – men af hensyn til maden skal du lige melde dig til hos sognepræsten.

Jakobsstigen

Aftenkaffe med engle

Efteråret i Vindinge-Kullerup Pastorat står i englenes tegn, og torsdag den 22. september 2016 er ingen undtagelse.

Her er der nemlig endnu en samtaleaften med temaet tro og engle. Aftenen vil byde på aftensang, korte oplæg om engle, kort med spørgsmål til egen refleksion – og så naturligvis samtale.

Kom og drik aftenkaffen i et hyggeligt fællesskab. Det kræver ingen særlig viden om engle eller den kristne tro at deltage i samtaleaftenen, der begynder kl. 19.00 og finder sted i konfirmandhuset ved Vindinge Kirke, Bøjdenvej 116.

En kop kaffe

En dag fuld af engle

Engle er ikke forbeholdt julemåneden, men kan sagtens dukke op under højere temperaturer. Det er søndag den 11. september 2016 et godt eksempel på, for den dag er fuld af engle.

Dagen begynder kl. 10.00 med et engleværksted for store og små. Til jul skal Vindinge Kirke pyntes med engle, og det er dem, der allerede nu skal produceres i konfirmandstuen ved Vindinge Præstegård, Bøjdenvej 116.

Kl. 12.00 er der frokost, der vistnok ikke har det store med engle at gøre, men de kommer til gengæld på banen igen, når retrætepræst Kirsten Mørch-Nielsen kl. 13.00 holder foredraget Engle i lys om engle bag døden og engle i livet.

Kirsten Mørch-Nielsen fik i forbindelse med en operation hjertestop og var død i 11 minutter. Under hjertestoppet oplevede hun en række skønne og ubegribelige ting, blandt andet at møde engle og tale med Jesus. Meget af dette deler hun gerne med tilhørerne. Hun fortæller desuden om de afdøde, hun så, mens hun svævede mellem liv og død – og også om at se sig selv lidt fra oven.

Man kan nøjes med at være med til enten engleværksted, frokost eller foredrag, men man er også velkommen til at deltage hele dagen. Og hvis man vil have det hele med, er der endda aftengudstjeneste nogle timer senere. Det er kl. 19.00 i Vindinge Kirke og kl. 20.00 i Kullerup Kirke.

Engle

Englesæsonen skydes i gang

Det er ikke længere nogen hemmelighed, at efterårets gennemgående tema i Vindinge-Kullerup Pastorat bliver engle. Gennem de næste måneder skal der tales om engle, høres om engle og klippes engle til den store guldmedalje.

Onsdag den 31. august 2016 åbner vi ballet med en samtaleaften med temaet tro og engle. Aftenen byder på aftensang, korte oplæg om engle, kort med spørgsmål til egen refleksion og samtale samt kaffe og kage.

Det kræver ikke nogen særlig viden om engle eller den kristne tro at deltage i samtaleaftenen. Ja, faktisk er man også velkommen til bare at komme og lytte. Men har man forslag til, hvad de kommende engleaktiviteter skal gå ud på, tager præst og sognemedhjælper med kyshånd imod idéerne.

Samtaleaftenen begynder kl. 19.00 i konfirmandhuset ved Vindinge Kirke, Bøjdenvej 116. Vel mødt!

Englevinger

Tag bad i englenes badekar

Vi har fået lov til at låne englenes fjer, når vi fejrer gudstjeneste for børn i Vindinge Kirke tirsdag den 23. oktober kl. 17.00.

Fjerene stammer fra de mange engle, der passede på den himmelske by, som Johannes så, dengang han fik lov til at kigge ind i himlen. Han stod ved et højt bjerg og så lige ind i en smuk og hellig by, hvor alt var lavet af guld og lyste med en guddommelig glans. Byen skinnede som en kostbar juvel. Og rundt om byen stod englene altså og passede på.

Kom og hør mere om den hellige by, og tag et bad i englebadekarret, eller gå på opdagelse i himlen på jord.

Efter gudstjenesten, som varer en lille halv time, er der pasta og kødsovs i konfirmandstuen. Det er gratis at spise med – men meld jer gerne til hos sognepræst Kristina Løvenstrøm.

På gensyn til store og små.