Ny graver i Vindinge Kirke

”Det er en fantastisk kirke at komme til!” Sådan siger Vindinge Kirkes nye graver, 47-årige Jesper Jørgensen, der den 1. marts 2021 har taget over, efter at Bjarne Nielsen er gået på pension efter 36 år i stillingen.

Også Jesper Jørgensen regner med at blive hængende, om ikke 36 år, så dog en rum tid. ”Det er jo så min arbejdsplads de næste 20 år,” som han siger.

Jesper Jørgensen, der bor i Odense, er uddannet gartner, men fik for år tilbage muligheden for at blive kirkegårdsleder i Korup. Det var dog ikke lige ham at sidde på en kontorstol dagen lang, så han skiftede til en stilling som graver først i Flødstrup og så for en kortere bemærkning i Mejlby Kirke nord for Aarhus.

Da hans kone fik hjemve, kiggede han atter mod Fyn – og heldigvis var der netop da en stilling ledig i Vindinge. Her glæder han sig til at nyde udendørslivet, roen, friheden og kontakten med dem, der kommer på kirkegården, samtidig med at han har blik for de udviklingsmuligheder, der er på kirkegården.

I forbindelse med ansættelsen af den nye graver er posen også blevet rystet med hensyn til de andre funktioner, der varetager alt det praktiske i og omkring kirken. Yvonne Ploug, der er medlem af menighedsrådet og bor et stenkast fra kirken, er således blevet ansat til at gøre rent i kirken, på præstekontoret og i konfirmandstuen og skal desuden pynte op og servicere, når der foregår noget særligt i kirken og konfirmandstuen.

Desuden er Kay Lund, der har en alsidig baggrund som blandt andet bager, kloakarbejder og mekaniker på en fabrik i Norge, blevet ansat som kirketjener og gravermedhjælper. Jesper Jørgensen vil fra tid til anden være at finde i kirken, når der er kirkelige handlinger, men til gudstjenesterne er det især Kay Lund, man vil møde.

Han har tidligere arbejdet sammen med Jesper Jørgensen på kirkegården i Flødstrup, men kan nu cykle på arbejde fra sit hjem i Sprotoften, som også ligger i belejlig cykelafstand fra den kolonihave, som han passer, når han ikke lige hjælper med at passe kirkegården.

Sidste gudstjeneste med Bjarne Nielsen som graver

Hvor mange gudstjenester 36 år i Vindinge Kirke beløber sig til, er der vist ikke lige nogen, der kan svare på, men det er i hvert fald mange. Derfor kan man uden overdrivelse sige, at det er en epoke, der slutter, når Bjarne Nielsen søndag den 28. februar 2021 medvirker ved sin sidste gudstjeneste som graver.

Bjarne Nielsen har valgt at gå på pension efter i mere end en menneskealder at have sat en ære i at passe kirkegården, så det gennem årene har resulteret i mange anerkendende nik fra både faste besøgende og folk, der kom forbi for at se Fyns største landsbykirke. Ikke et strå har siddet forkert på den kirkegård, som Bjarne Nielsen også har beriget med sin sans for at skabe smukke anlæg.

At passe kirkegården er blot en del af det store arbejde, det er at være graver ved en kirke som Vindinge. Bjarne Nielsen har således også med stor akkuratesse passet det vidtstrakte område, der hører under kirken, ikke mindst præstegårdshaven. I hans tid er området omkring Vindinge Å således blevet udviklet fra et vildnis til et dejligt sted at gå ture.

Selv husker Bjarne Nielsen ikke mindst arbejdet med nedsættelsen af kister med medlemmer af Holck-slægten som en specielt spændende opgave sammen med renovering af kirkens tag og facader, men han fremhæver også, at han vil komme til at savne samtalerne med de pårørende på kirkegården og kirkegængerne.

Arbejdet som graver kan bedst betegnes som en livsstil. I de mange år inden automatiseringen ringede Bjarne Nielsen troligt med kirkens klokker morgen og aften, og selv når han har været på ferie, har han haft telefonen med, hvis der lige var noget, der skulle ordnes. Som mangeårig personalerepræsentant i menighedsrådet har han også tilbragt mange aftener i kirkens tjeneste, men har her trods alt haft selskab af sin hustru, Anne-Grethe Nielsen, der ud over at være medlem af menighedsrådet også har holdt kirken pæn og ren og pyntet den til højtiderne igennem en lang årrække.

Efter 36 år på Vindinge Kirkegård, et samarbejde med fire præster og mange menighedsråd er der meget at mindes og meget at være stolt af. På grund af tidernes ugunst er der desværre ikke mulighed for at markere Bjarne og Anne-Grethe Nielsens afsked på behørig vis, men man kan altså sige farvel og ønske alt godt til søndagens korte gudstjeneste uden salmesang kl. 10.30.

Det samme – altså at farvel og ønske alt godt – gør Vindinge Kirke, som også siger så mange gange tak for deres store indsats gennem årene.