Påske med det hele

Med palmesøndag går påsken i gang, og herefter følger et sandt overflødighedshorn af musik og kirkelige handlinger.

For nu at begynde med begyndelsen, ligger palmesøndag den 10. april 2022, og det er Louise Schousboe fra Aunslev-Bovense-Hjulby Pastorat, der har gudstjenesten, som ligger kl. 9.30.

Ved alle påskens gudstjenester medvirker den unge trio Kosmos, som også sidste år satte musik til påsketiden i Vindinge Kirke. I år begynder deres medvirken allerede tirsdag den 12. april 2022 kl. 19.00, hvor de spiller intimkoncert i Vindinge Præstegård. Trioen består af Harald Hagelskjær på bas, Gustav Hagelskjær på trommer og organist Frede Thorsen på piano, Der er stadig enkelte ledige pladser, så kontakt sognepræst Kristina Løvenstrøm, hvis du vil være med.

Rigtig i gang går påsken med skærtorsdag den 14. april 2022, hvor der er gudstjeneste kl. 19.00 ved sognepræst Kristina Løvenstrøm, der også har resten af påskens gudstjenester – og altså trioen Kosmos, som også er med alle dage. Dagen efter, den 15. april 2022, er det langfredag med gudstjeneste kl. 10.30.

Påskens drama kulminerer påskedag, hvor vi fejrer Jesu opstandelse med en højmesse kl. 10.30. Det er den 17. april 2022.

2. påskedag dagen efter, mandag den 18. april 2022, dirigerer Frede Thorsen kirkens børnekor. Da han har fået nyt arbejde, bliver gudstjenesten 2. påskedag hans sidste i Vindinge Kirke og altså også en mulighed for at sige farvel og tak.

Påske i Vindinge

Påsken står for døren. Og selv om det hele i år bliver en lille smule anderledes, end det plejer at være, byder påskeugen stadig på masser af ting, man kan foretage sig i og omkring Vindinge Kirke i anledning af kirkens vigtigste højtid.

Påsken indvarsles palmesøndag den 28. marts 2021, hvor der er en kort gudstjeneste kl. 10.30, og fra onsdag den 31. marts 2021 indtager påskeugens begivenheder helt bogstaveligt kirkrummet, når der udrulles en 22 meter lang påskedug med billeder fra Jesu sidste dage. Dugen ligger fremme på kirkegulvet en hel uge, hvor den kan opleves alle dage fra kl. 8 til kl. 18.

Skærtorsdag den 1. april 2021 er der både en kort gudstjeneste kl. 10.30 og som noget helt nyt en kirkevandring, der begynder ved Vindinge Kirke kl. 14.00. Den fire kilometer lange vandring, der naturligvis foregår med behørig afstand mellem deltagerne, går til Kullerup Kirke, hvor der er nadver, og hvor Kirstine Bonde lader sin stemme flyde tilsat musik fra sine klangskåle.

Det åbner for en spændende udvidelse af budskabet, når gudstjenesten flyttes udenfor under åben himmel og sættes i bevægelse gennem vandring. Den oplevelse får man ved ganske enkelt at sætte den ene fod foran den anden og gå med på turen med et åbent hjerte.

Man kan kalde arrangementet en gudstjeneste for krop og sjæl, fordi deltagerne sætter kroppen i bevægelse. Undervejs i de omkring to timer, det varer, vil vi opleve de fleste af de elementer, som vi kender fra gudstjenesten: bøn, salmesang, bibellæsning, nadver og velsignelse.

Når arrangementet slutter omkring kl. 16.00, er der mulighed for også at gå tilbage til Vindinge, men ellers planlægges en fælles kørsel tilbage. For at få det puslespil til at gå op er der brug for tilmelding til sognepræst Kristina Løvenstrøm senest dagen før.

Også resten af påsken står i høj grad i musikkens tegn. Både langfredag den 2. april, påskedag den 4. april og 2. påskedag den 5. april 2021 medvirker den unge trio Kosmos nemlig ved gudstjenesterne.

I trioen kan man høre Vindinge Kirkes nye organist, Frede Thorsen, på piano, mens Harald Hagelskjær spiller bas og Gustav Hagelskjær trommer. Gruppen har skrevet musik netop til påsken og uropfører den i Vindinge Kirke, hvor der alle tre dage er gudstjeneste kl. 10.30. 2. påskedag er gudstjenesten liturgisk.

Glædelig påske fra Vindinge Kirke!

Klik og hør trioen Kosmos spille nummeret “Slow Motion”