Julens gudstjenester

Julen står for kirkedøren, og det er vist ikke for meget at sige, at selv samme kirkedør går flittigt op og i de kommende dage.

4. søndag i advent falder i år sammen med lillejuleaftensdag, og dagen markeres med en kort børne- og familiegudstjeneste for hele pastoratet som optakt til julen. Det er søndag den 23. december kl. 15.00 i Vindinge Kirke.

Dagen efter, mandag den 24. december, er der gudstjeneste kl. 14.30 i Kullerup Kirke og kl. 16.00 i Vindinge Kirke. Det er en god idé at komme i god tid, for begge kirker plejer at være velbesøgte juleaftensdag.

To gange om året samler vi ind til et godt formål i forbindelse med gudstjenesten. Juleaftensdag går pengene til Børnesagens Fællesråd, der arbejder for at forbedre vilkårene for udsatte børn og unge i Danmark.

Men det er bestemt ikke slut med det. Næste morgen, den 25. december, er det juledag, og der er gudstjeneste kl. 9.15 i Kullerup Kirke og kl. 10.30 i Vindinge Kirke.

2. juledag er der fælles gudstjeneste for hele pastoratet i Holckenhavn Slotskapel. Det er en gammel tradition.

Tidligere fik sognepræsten i Vindinge nemlig lov til at holde gudstjeneste i kapellet “den anden højtidsdag af de tre store fester” – altså påske, pinse og jul. Traditionen gik siden i glemmebogen, men blev taget op igen forrige år, og også i år er der altså mulighed for at fejre højmesse i Ellen Marsvins smukke, gamle kapel. Det er tirsdag den 26. december kl. 10.00

Efter et par dage uden kirkelige handlinger er der igen gudstjeneste julesøndag, den 30. december. Det er kl. 9.15 i Vindinge Kirke ved Louise Schousboe fra Aunslev-Bovense Pastorat.

Glædelig jul!

Gudstjenesten 2. juledag i Holckenhavn Slotskapel er en gammel tradition

Vindinge Kirke ønsker glædelig jul

Som enhver indehaver af en julekalender vil vide, er der ikke ret mange dage til juleaften, og vi iler med oplysninger om, hvornår man kan komme i kirke på denne populære dag – og hvornår der er gudstjeneste i dagene, der følger.

Juleaftensdag er der gudstjeneste kl. 14.30 i Vindinge Kirke og kl. 16.00 i Kullerup Kirke. Det er en god idé at komme i god tid, for der plejer at være mange i kirke begge steder.

To gange om året samler vi ind til et godt formål i forbindelse med gudstjenesten. Juleaftensdag går pengene til Børnesagens Fællesråd, der arbejder for at forbedre vilkårene for udsatte børn og unge i Danmark.

Den egentlige julegudstjeneste følger næste morgen, når mandelen er fundet, og gaverne er pakket op. Så er der ro til at nyde det glade julebudskab kl. 9.15 i Kullerup Kirke og kl. 10.30 i Vindinge Kirke.

I år er der ingen julesøndag, så julens sidste gudstjeneste er 2. juledag, hvor Ida Korreborg fra Nyborg Vor Frue Kirke kommer til Vindinge og holder gudstjeneste kl. 10.30.

Vindingekoret kommer til Vindinge

Graveren har allerede åbnet glamhullerne i det nykalkede kirketårn og tændt pærerne i dem, så kirken kan ses som et stort julelys i de mørke decemberaftener. Men torsdag
den 15. december 2011 bliver der endnu mere julestemning i Vindinge.

Vindingekoret, der stammer fra Vindinge og stadig øver på skolen, fylder nemlig Vindinge Kirke med korsang til sin traditionelle julekoncert, der også i år ledes af Bodil Rytter. Og der loves masser af juletoner fra det store kor.

Efter koncerten fortsætter julestemningen i Vindinge Forsamlingshus, hvor menighedsrådet inviterer til kaffebord. Vel mødt!