Påske i Vindinge

Påsken står for døren. Og selv om det hele i år bliver en lille smule anderledes, end det plejer at være, byder påskeugen stadig på masser af ting, man kan foretage sig i og omkring Vindinge Kirke i anledning af kirkens vigtigste højtid.

Påsken indvarsles palmesøndag den 28. marts 2021, hvor der er en kort gudstjeneste kl. 10.30, og fra onsdag den 31. marts 2021 indtager påskeugens begivenheder helt bogstaveligt kirkrummet, når der udrulles en 22 meter lang påskedug med billeder fra Jesu sidste dage. Dugen ligger fremme på kirkegulvet en hel uge, hvor den kan opleves alle dage fra kl. 8 til kl. 18.

Skærtorsdag den 1. april 2021 er der både en kort gudstjeneste kl. 10.30 og som noget helt nyt en kirkevandring, der begynder ved Vindinge Kirke kl. 14.00. Den fire kilometer lange vandring, der naturligvis foregår med behørig afstand mellem deltagerne, går til Kullerup Kirke, hvor der er nadver, og hvor Kirstine Bonde lader sin stemme flyde tilsat musik fra sine klangskåle.

Det åbner for en spændende udvidelse af budskabet, når gudstjenesten flyttes udenfor under åben himmel og sættes i bevægelse gennem vandring. Den oplevelse får man ved ganske enkelt at sætte den ene fod foran den anden og gå med på turen med et åbent hjerte.

Man kan kalde arrangementet en gudstjeneste for krop og sjæl, fordi deltagerne sætter kroppen i bevægelse. Undervejs i de omkring to timer, det varer, vil vi opleve de fleste af de elementer, som vi kender fra gudstjenesten: bøn, salmesang, bibellæsning, nadver og velsignelse.

Når arrangementet slutter omkring kl. 16.00, er der mulighed for også at gå tilbage til Vindinge, men ellers planlægges en fælles kørsel tilbage. For at få det puslespil til at gå op er der brug for tilmelding til sognepræst Kristina Løvenstrøm senest dagen før.

Også resten af påsken står i høj grad i musikkens tegn. Både langfredag den 2. april, påskedag den 4. april og 2. påskedag den 5. april 2021 medvirker den unge trio Kosmos nemlig ved gudstjenesterne.

I trioen kan man høre Vindinge Kirkes nye organist, Frede Thorsen, på piano, mens Harald Hagelskjær spiller bas og Gustav Hagelskjær trommer. Gruppen har skrevet musik netop til påsken og uropfører den i Vindinge Kirke, hvor der alle tre dage er gudstjeneste kl. 10.30. 2. påskedag er gudstjenesten liturgisk.

Glædelig påske fra Vindinge Kirke!

Klik og hør trioen Kosmos spille nummeret “Slow Motion”

Syng med hjertet

Hvor mange toner skal der til for at synge?

Det enkle svar lyder, at der ikke skal ret mange til. Og vil man gerne selv afprøve sandhedsværdien af den påstand, kan man få syn for sagn, når der er toning i Vindinge Kirke tirsdag den 20. oktober 2020 kl. 20.00 – i øvrigt som den første af to gange i indeværende efterår, hvor tonerne slippes løs, og musikken kan flyde fra hjertet.

Toningen er tænkt som et musisk værksted med et af kristendommens budskaber i fokus. I løbet af den time, som toningen varer, væves således bibelske tekster, toner og lyd fra syngeskåle ind i hinanden og skaber rum for sjælefred og opløftning.

Kirstine Bonde, der er sanger og stemmecoach, leder aftenen med sang og syngeskåle, mens sognepræst Kristina Løvenstrøm står for de bibelske læsninger.

Man kan være med, uanset om man mener, at man kan synge eller ej. Blot man har hjertet med sig!

Syng med hjertet

Når vi synger i kirken, har vi som regel en salmebog foran os. Men onsdag den 18. februar 2020 i Vindinge Kirke kan man slippe tonerne løs i fællesskab og lade musikken flyde fra hjertet. Eller med andre ord: tone.

At tone er en smuk og meditativ oplevelse. Bibelske tekster, enkelte toner og lyd fra syngeskåle væves ind i hinanden og skaber rum for sjælefred og opløftning. Aftenen, der begynder kl. 19.30, er tænkt som et musisk værksted med et af kristendommens budskaber i fokus.

Vi synger sammen, men bruger kun enkelte toner. Derfor kan du være med, uanset om du synes, at du kan synge eller ej. Blot må du have dit hjerte med dig.

Kirstine Bonde, sanger og stemmecoach, leder aftenen med sang og syngeskåle, mens sognepræst Kristina Løvenstrøm står for de bibelske læsninger.

Slip tonerne løs

Alle ved, hvad en tone er. Men hvad er det at tone?

Det er der mulighed for at få svar på, når sanger og stemmecoach Kirstine Bonde, der deltog i gudstjenesterne langfredag i Vindinge-Kullerup Pastorat, igen besøger pastoratet onsdag den 24. april 2019.

De fleste mennesker kan lide at synge. I kirken gør vi det altid – men ofte under faste former og med en salmebog foran os. Denne aften slipper vi tonerne løs, synger i fællesskab og lader musikken flyde fra hjertet.

Arrangementet er tænkt som et musisk værksted med et af kristendommens budskaber i fokus. Kirstine Bonde leder aftenen med sang og syngeskåle, mens sognepræst Kristina Løvenstrøm står for aftenens bibelske læsninger.

Det er kl. 19.30 i Vindinge Kirke, og du kan deltage, uanset om du synes, du kan synge eller ej. Du skal blot have dit hjerte med dig.

Påske i pastoratet

I det danske forår er det påskeliljen, der gjalder ud i en verden af lidt for vedholdende kuldegrader, at nu er det påske. Men i de bibelske beretninger er det palmen, der indvarsler, at de dramatiske påskebegivenheder er snublende nær.

Påsken begynder således palmesøndag den 14. april 2019, hvor der er fælles gudstjeneste i Kullerup Kirke. Det er kl. 9.15, og Louise Schousboe fra Aunslev-Bovense-Hjulby Pastorat er prædikant.

Men det er først et par dage efter, at dramaet for alvor er i gang. Skærtorsdag, som falder torsdag den 18. april 2019, fejrer vi Jesu indstiftelse af nadveren ved at spise sammen før den fælles gudstjeneste i Vindinge Kirke. Tilmeldingsfristen til spisningen er overskredet, men alle er velkomne til gudstjenesten kl. 19.00.

Dagen efter, langfredag, er der liturgisk musikgudstjeneste kl. 9.15 i Vindinge Kirke og kl. 10.30 i Kullerup Kirke. Der veksles mellem salmer, læsninger og musikindslag, og også i år medvirker sangerinden Kirstine Bonde, som gæstede kirkerne for et år siden. Også denne påske skaber hun en helt specielt atmosfære med sine syngeskåle og sin sangstemme, der kun med brug af ordløse lyde blander sig med skålenes klang.

Påskemorgen, der ligger søndag den 21. april 2019, er en af kirkens store festdage. Den bliver fejret med gudstjeneste kl. 9.15 i Kullerup Kirke og højmesse kl. 10.30 i Vindinge Kirke. Højmessen bliver ekstra festlig, idet et alsidigt musikalsk bidrag leveres af strygekvartetten Ardeal, som består af violinisterne Andrea Gyarfas Brahe og Karen Johanne Pedersen, bratschisten Sidsel Most og cellisten Live Johansson. Kvartetten begår sig både i det klassiske repertoire og i genrer som jazz, pop og rock. Inspireret af den jødiske folkemusik fik musikerne lyst til at dykke ned i den ungarsk-rumænske folkemusiktradition, som flere af dem har forbindelse til.

2. påskedag runder vi påsken af med en fælles musikgudstjeneste i Kullerup Kirke kl. 10.30. Til højmessen har vi inviteret fløjtenisten Rune Most i sammenspil med harpenisten Joost Schelling. Fløjtens og harpens klang klæder hinanden, og de to musikere vil under gudstjenesten spille dejlige, lette og stemningsfulde klassiske værker, for eksempel Carl Nielsens “Tågen letter”.

Vindinge-Kullerup Pastorat ønsker en glædelig påske til alle!

Julen varer lige til påske

Det er en gammel strid, om det er julen eller påsken, der er den vigtigste kirkelige højtid. Uden fødslen i stalden julenat var der ingen Jesus. Men uden hans død og opstandelse i påsken var der ingen kristendom. Og sådan kunne man blive ved.

Heldigvis behøver kirkegængere i Vindinge-Kullerup Pastorat ikke vælge side. Julen varer lige til påske, og begge højtider kan opleves og medleves i pastoratets kirker.

Nu er det påsken, det gælder! Det store drama begynder så småt palmesøndag, den 25. marts 2018, med gudstjenester i Vindinge Kirke kl. 9.15 og i Kullerup Kirke kl. 10.30 og fortsætter skærtorsdag, den 29. marts 2018, hvor vi fejrer Jesu indstiftelse af nadveren med en fælles gudstjeneste i Vindinge Kirke kl. 10.30 og efterfølgende kirkekaffe med hjemmebag.

Langfredag, den 30. marts 2018, er der liturgisk gudstjeneste i Kullerup Kirke kl. 9.15 og Vindinge Kirke kl. 10.30. En vekslen mellem salmer, læsninger og musikindslag ved sangerinden Kirstine Bonde, der vil skabe den rette stemning med sin sangstemme og sine syngeskåle. Søndag den 1. april 2018 kulminerer påsken så med det glade budskab om, at han er opstanden. Med disse ord på læben mødes vi til påskedagsgudstjeneste kl. 9.15 i Vindinge Kirke og kl. 10.30 i Kullerup Kirke.

Dermed er det dog ikke slut på højtiden, for 2. påskedag, mandag den 2. april 2018, runder vi påsken af med en fælles musikgudstjeneste i Vindinge Kirke kl. 10.30. Vi har inviteret fire dygtige musikere, nemlig sopranen Lise Bech Bendix, organisten Povl Christian Balslev, hans bror Christian Balslev på violin og Søren Friis på cello. Sammen udgør de Kirke- og Slotskvartetten, der denne mandag spiller og synger musik fra Bach, Händel og Mozart til romantikken.

Glædelig påske!