Messe med middelalderrøgelse

Indtil reformationen blev der fejret katolske messer under Vindinge Kirkes hvælvinger. Lørdag den 18. august 2018 er der mulighed for at træde direkte ind i datiden, når der er middelaldermesse kl. 10.30 med hele udtrækket af bispeskrud, gregoriansk sang og naturligvis al den røgelse, der hører sig til. Kort sagt en smagsprøve på kirkeliv anno dazumal.

Messen holdes i anledning af årets Sankt Mads Kildemarked, som der er optakt til allerede kl. 8.00. Her er der pilgrimsvandring til Sankt Mads’ Kilde, som ligger i Vindinge Sogn og ifølge traditionen har været meget søgt i middelalderen. Turen er et tilbud til dem, der vil opleve det åndelige aspekt ved helligkilden kombineret med en vidunderlig naturoplevelse.

Efter middelaldermessen åbner selve markedet, hvor der er underholdning, boder og aktiviteter for børn og voksne. Pilgrimsvandring og messe er gratis, mens der er en lille entré til markedet. Læs mere om Sankt Mads Kildemarked.

Så er der marked!

Det er omdiskuteret, hvor meget helligkilderne egentlig fyldte i middelalderens religiøse liv, men det kan til gengæld ikke diskuteres, at der bliver gang i den, når samme middelalders Skt. Mads’ Kildemarked genopstår lørdag den 19. august 2017 lige uden for Vindinge Kirke. Den kirke, der formentlig skylder sin anseelige størrelse, at pilgrimme er valfartet til helligkilden i sognet.
 
For de morgenfriske begynder dagen da også netop med pilgrimsvandring til Sankt Mads’ Kilde kl. 7.30, hvorefter kirken danner rammen om en stemningsfuld middelaldermesse kl. 10.00. Komplet med hymner på latin og røgelseskar samt optog med biskop, præster, messedrenge, bønder og borgere, soldater og armbrøstskytter, adelige og lærde.

Efter gudstjenesten åbner borgmester Kenneth Muhs selve markedet, hvor der er et væld af børneaktiviteter, bueskydning, riddere, heste og boder samt jonglører, kampopvisninger og ikke mindst en speciel Skt. Mads Kildeøl.
 
Arrangørerne er Nyborg Slots Buelaug, Vindinge Landsbyråd, Riddertruppen De frie Lanser, Vindinge Menighedsråd og Armbrøstlauget. Læs mere på www.sanktmads.dk.