Børnegudstjeneste med musik og minikonfirmander

Kirken er altid fuld af musik – men hvor kommer musikken egentlig fra? Kom og vær med, når vi leder efter musikken ved en minigudstjeneste for børn og barnlige sjæle onsdag den 29. september 2021 kl. 17.00 i Vindinge Kirke.

Husk at tage dine ører, din mund og dit gode hjerte med – vi får brug for det hele, når vi skal synge, lede, bede og spise. Hvis du vil være med til det sidste, kræver det tilmelding senest søndag den 26. september hos sognepræst Kristina Løvenstrøm. Fællesspisningen foregår i konfirmandstuen efter gudstjenesten.

Det er også stadig muligt at nå at være med, når Vindinge Kirkes minikonfirmander mødes fra mandag den 27. september til fredag den 1. oktober, alle dage kl. 14.30-16.30.

Alle børn i 2., 3. og 4. klasse kan være minikonfirmander. I løbet af ugen kommer du til at lære kirken at kende og ikke mindst have det sjovt.

Du kommer med i klokketårnet og tale meget højt fra prædikestolen. Men i år handler det desuden særlig meget om musik. Vores organist, Frede Thorsen, viser orglet frem og spiller på det, du kan selv prøve at spille på det – og så skal der synges! Meld dig til hos sognemedhjælper Birgitte Kjær senest søndag den 26. september.

Det er håbet, at årets minikonfirmander også medvirker ved børnegudstjenesten onsdag aften. Og hvem ved – måske ender minikonfirmandugen med, at vi får et børnekor i Vindinge Kirke?

1. søndag i advent med musik, krybbespil og ny kirkefolder

Det nye kirkeår begynder 1. søndag i advent, og i den anledning sker der lidt ekstra i forbindelse med gudstjenesterne i både Kullerup og Vindinge Kirke.

Ved gudstjenesten søndag den 1. december kl. 10.30 får Kullerup Kirke besøg af to dygtige musikere, der til sammen kalder sig Duolog. Navnet kan tolkes som en musikalsk samtale mellem to instrumenter – nemlig Torben Sminges trompet og Jens Krøgholts kontrabas.

Vi havde fornøjelsen at høre dem i Vinding Kirke i pinsen tidligere på året. Nu gæster de to musikalske herrer, der er henholdsvis musikproducer, orkesterleder og trompetist og kontrabassist i Odense Symfoniorkester, igen pastoratet – og de har lovet at tage julemusik med for at gøre gudstjenesten ekstra festlig.

De seneste par år er det blevet en tradition at fortælle om Vindinge Kirke, når det nye kirkeår går i gang 1. søndag i advent. I år er ingen undtagelse. Efter højmessen kl. 14.00, der i dagens anledning også byder på krybbespil med efterårets minikonfirmander, præsenteres en ny folder om kirken Og der er naturligvis – som det også er blevet en tradition – gløgg og æbleskiver til, når folderen præsenteres.

Kirkegængere og andre besøgende efterspørger fra tid til anden en forklaring på, hvorfor kirken ser ud, som den gør, og hvad historien er bag altertavlen, alle våbenskjoldene og det stråtækte hus på kirkegården.

For at give de besøgende svar på deres spørgsmål udgiver Vindinge Menighedsråd den opdaterede folder, der i korte tekster fortæller om udvalgte dele af kirken, dens inventar og dens nærmeste omgivelser.

Den nye folder hedder Velkommen i Vindinge Kirke, og den er beregnet til at blive brugt på stedet, så man kan få historien, mens man kigger på de ting, historien handler om. Det er noget helt andet end at sidde mageligt hjemme i sin lænestol, hvor man kan fordybe sig i alle detaljer uden at få sollys i øjnene. I kirken kan man derimod blive distraheret af hyggesnak og kirkekaffe, eller man skal stille sig på tå for at se detaljerne i kalkmaleriet helt deroppe.

Den nye folder, der er lavet af kulturformidler Rasmus Agertoft, tager højde for situationen og tilbyder som noget nyt let tilgængelige tekster inspireret af den svenske Ekarv-metode, der er udviklet til at skrive tekster til udstillinger, hvor de besøgende som ofte er i samme situation.

Velkommen i Vindinge Kirke kommer til at ligge i kirkens våbenhus, så alle interesserede kan tage et eksemplar og læse den på stedet – eller hjemme i lænestolen, hvis de har mere lyst til det …