Børnegudstjeneste med musik og minikonfirmander

Kirken er altid fuld af musik – men hvor kommer musikken egentlig fra? Kom og vær med, når vi leder efter musikken ved en minigudstjeneste for børn og barnlige sjæle onsdag den 29. september 2021 kl. 17.00 i Vindinge Kirke.

Husk at tage dine ører, din mund og dit gode hjerte med – vi får brug for det hele, når vi skal synge, lede, bede og spise. Hvis du vil være med til det sidste, kræver det tilmelding senest søndag den 26. september hos sognepræst Kristina Løvenstrøm. Fællesspisningen foregår i konfirmandstuen efter gudstjenesten.

Det er også stadig muligt at nå at være med, når Vindinge Kirkes minikonfirmander mødes fra mandag den 27. september til fredag den 1. oktober, alle dage kl. 14.30-16.30.

Alle børn i 2., 3. og 4. klasse kan være minikonfirmander. I løbet af ugen kommer du til at lære kirken at kende og ikke mindst have det sjovt.

Du kommer med i klokketårnet og tale meget højt fra prædikestolen. Men i år handler det desuden særlig meget om musik. Vores organist, Frede Thorsen, viser orglet frem og spiller på det, du kan selv prøve at spille på det – og så skal der synges! Meld dig til hos sognemedhjælper Birgitte Kjær senest søndag den 26. september.

Det er håbet, at årets minikonfirmander også medvirker ved børnegudstjenesten onsdag aften. Og hvem ved – måske ender minikonfirmandugen med, at vi får et børnekor i Vindinge Kirke?

Et lys på allehelgen

Allehelgen er en gammel skik, der tidligere var forbundet med allesjælesdag. Mange kirker landet over holder fast i denne tradition og bruger dagen til at sende en særlig tanke til de mennesker, vi ikke har blandt os længere.

Således også i Vindinge Kirke. På søndag den 6. november kl. 19.00 holder vi aftensgudstjeneste, hvor vi mindes de mennesker, vi har måttet tage afsked med i løbet af året.

Sanger og saxofonist Anne Dueholm, der i forbindelse med sin fars død selv skrev tekster og komponerede musik om død og sorg, vil i år medvirke ved gudstjenesten sammen med pianist Thomas Dons Finsrud.

I løbet af gudstjenesten vil vi læse navnene op på dem, der er gået bort i Vindinge Sogn siden sidste allehelgensdag, og der vil være ro til eftertanke og mulighed for at tænde et lys.

Lyset er et billede på, at det, som et andet menneske har betydet for os, stadig lever i vores erindring, og samtidig er det et symbol på, at dette menneske nu er i Guds lys omsluttet af Guds varme og kærlighed.