Påskens guddommelige komedie

Den italienske digter Dante Alighieri kaldte sit berømteste værk en komedie, fordi det begynder i helvede og slutter i himlen. Dermed har det en lykkelig udgang – modsat en tragedie. Eftertiden har så værdsat Dantes komedie så højt, at den har fået tilnavnet guddommelig.

På den måde kan man også godt kalde den påske, vi er havnet midt i, for en guddommelig komedie. De næste dage byder på den største gru forvandlet til den største triumf. Samt på suppe og musik. Hør blot:

Skærtorsdag, den 24. marts 2016, er der mulighed for at smage den såkaldte nikålssuppe, som tidligere havde ry for at holde sygdom fra døren hele det kommende år. I gamle dage var det en fast tradition skærtorsdag, at man fandt ni slags grønne vækster i haven og tilsatte dem til suppen. Også vi skal på jagt efter brændenældeblade, skvalderkål, hindbærskud, og hvad vi ellers kan opdrive omkring præstegården.

Vi mødes kl. 15.00 i konfirmandstuen ved Vindinge Præstegård og finder urter, der får lov at simre i suppegryden, mens vi holder gudstjeneste. Efter gudstjenesten bliver vi i kirken og smager på supperesultatet.

Dagen efter, den 25. marts 2016, er der liturgisk langfredagsgudstjeneste. Det er i Vindinge Kirke kl. 9.15 og Kullerup Kirke kl. 10.30. På denne lange fredag vil syv læsninger fra Jesu liv danne rammen om gudstjenesten i begge kirker. Liturgisk gudstjeneste består af en vekslen mellem musik og sang og læsning af påskeberetningen.

Påskemorgen, den 27. marts 2016, møder vi hinanden med det glædelige budskab om, at Jesus er opstanden. Og både i Kullerup Kirke kl. 9.15 og Vindinge Kirke kl. 10.30 får vi ekstra musikalsk udsmykning til vores gudstjenester. Det sørger cellisten Ida Franck og pianisten Berit Juul Rasmussen for. De er begge uddannet på Det Fynske Musikkonservatorium og er meget aktive musikere i det fynske musikliv.

Påsken slutter med fælles salmesangsgudstjeneste 2. påskedag kl. 10.30 i Kullerup Kirke. Julesøndag 2015 mødtes vi til salmesangsgudstjeneste i pastoratet – og det viste sig at være populært. Vi synger så tit, sagde man. Men vi hører sjældent om salmernes tekst og dem, der står bag salmerne.

Mandag den 28. marts 2016 vil der derfor være mulighed for at synge en række flotte og skæve salmer, dykke ned i teksten eller forfatterne bag og høre om den situation, som salmen er skrevet ind i. Efter gudstjeneste vil der være mulighed for at ønske hinanden glædelig påske over en kop kirkekaffe.

Han er opstanden!

Påsken i Vindinge-Kullerup Pastorat

Påskeblomsterne har allerede i en rum tid gjaldet budskabet utålmodigt ud med deres gule trompeter, og nu er den lige ved at være der: påsken, den kristne kalenders mest dramatiske højtid.

Påskeugen er et samlet forløb af det drama, som har formet den kristne kirke.

Dramaet begynder palmesøndag, søndag den 13. april 2014, hvor der er gudstjeneste
kl. 9.15 i Kullerup Kirke og kl. 10.30 i Vindinge Kirke.

Det fortsætter skærtorsdag, den 17. april 2014, hvor der er gudstjeneste med efterfølgende kirkekaffe i Kullerup Kirke kl. 10.30. Om aftenen er der en meditativ nadvergudstjeneste i Vindinge Kirke kl. 19.30. Her kommer vægten til at ligge på en fordybelse i det, der skete den aften, hvor Jesus og hans disciple var sammen for sidste gang – og vores spejling af de samme begivenheder.

Dagen efter, langfredag, er der fælles gudstjeneste i Vindinge Kirke kl. 10.30. Det er en gudstjeneste med musik og læsninger og uden prædiken. Vi skal høre langfredags beretning om Jesu lidelse og død og synge de salmer, der er knyttet til begivenhederne.
Vi har bedt musikeren Kiku Day om at spille til langfredagsfortællingen. Hun spiller den japanske bambusfløjte shakuhachi og er en af den vestlige verdens bedste musikere på dette klassiske japanske instrument.

Påsken kulminerer påskemorgen, søndag den 20. april 2014, hvor der er gudstjeneste i Kullerup Kirke kl. 9.15 og i Vindinge Kirke kl. 10.30.

Dramaet slutter 2. påskedag, mandag den 21. april 2014. Her er der fælles gudstjeneste
kl. 9.15 i Vindinge Kirke ved sognepræst André Friis Møller fra fra Frørup-Tårup Pastorat.

Påskeblomst