Forhøjet vandstand

Når nytårsblæsten rusker i de efterladte batteristillinger langs vejene, og når beredskabet melder om en forhøjet vandstand, der langt overgår sjatterne i champagneglassene, er der kun ét at gøre: Tag vinterfrakken godt op om ørerne, og vov dig ud på de jomfruelige veje for at komme til fælles nytårsgudstjeneste i Vindinge-Kullerup Pastorat.

Der er kendte og elskede salmer og en prædiken om navnet Jesus, der aldrig blegner. Og bagefter er der mulighed for at ønske hinanden godt nytår med portvin og præstekonens friskbagte kransekage. Det er mandag den 1. januar 2019 kl. 16.00 i Vindinge Kirke. Vi glæder os til at se dig!

Godt nytår fra Vindinge-Kullerup Pastorat!

Godt nytår med kransekage

Der er noget i luften, og det er ikke længere et strålende minde om julen derhjemme hos moder engang.

Nej, i disse dage er der raketter i luften, lys i alverdens farver og festlige knald. Alt sammen i anledning af nytåret.

Nu har kirken ganske vist skudt sit nytår ind allerede for en måneds tid siden. Men vi tager den gerne én gang til for prins Knud, og hvem der ellers måtte have lyst.

Mandag den 1. januar 2018, når både en ny uge og et nyt år begynder, er der derfor fælles gudstjeneste for hele pastoratet i Vindinge Kirke. Bagefter er der mulighed for at ønske hinanden godt nytår og nyde et glas portvin og et stykke hjemmebagt kransekage i våbenhuset. Gudstjenesten begynder kl. 16.00, så det skulle være muligt at være med, selv hvis man har set fyrværkeri hele natten.

På gensyn – og godt nytår til alle!

Den første gudstjeneste i det nye år

Når fyrværkeriets nytårsknald så småt er ved at tage af, når deres flossede rester ligger drysset ud over gader og veje, og når eventuelle sjatter har mistet de sidste bobler.

Så tager en varm og venlig kirke imod dig til den første gudstjeneste i 2017, hvor du kan oplade den sprukne røst, se tilbage og frem og nyde det glædelige budskab på kirkebænken.

Gudstjenesten, der er fælles for Vindinge-Kullerup Pastorat, begynder kl. 16.00 i Vindinge Kirke.

Kirkebladet melder lakonisk, at der er kirkekaffe efter gudstjenesten. Men faktisk er der gjort lidt ekstra ud af det denne dag, for i våbenhuset kan du skåle i portvin med kendte og ukendte venner og smage præstekonens traditionelle nytårskransekage.

Godt nytår!

nytaarsfyrvaerkeri

Nytåret fejres i kirken

Kirkens nytår er for længst overstået. Det blev fejret med gløgg og æbleskiver 1. søndag i advent, dengang julenat endnu var et fjernt håb bag en plade fuld af uåbnede kalenderlåger.

Nu, da julen ligger bag os, skal vi igen byde Herrens år velkommen, nu kalenderåret 2016, og igen sker det i kirken. Fredag den 1. januar 2016 inviterer Vindinge-Kullerup Pastorat til årets første gudstjeneste kl. 16 i Vindinge Kirke.

Lakseroulader og sabrering lader vi andre om, men efter gudstjenesten byder Vindinge Menighedsråd på portvin og hjemmebagt kransekage. Traditionen tro – og med rig mulighed for at ønske godt nytår til naboer og andet godtfolk.

Kransekage

Godt nytår

Det gamle år bruger sine sidste kræfter på at få de genstridige østers op og lave rabalder med fyrværkeridrøn og heksehyl, mens det nye lige så stille hvisker: Nærm jer og brug mig, fyld mig med glæde og sorg!

For det er lige om lidt, det nye år, og når man ellers har fået øjne, er der mulighed for at begynde det godt med klokkeklang og salmesang til fælles gudstjeneste i pastoratet. Det er torsdag den 1. januar 2015 kl. 16 i Vindinge Kirke. Efter gudstjenesten er Vindinge Menighedsråd vært ved et glas portvin og et stykke hjemmebagt kransekage.

Vel mødt og godt nytår!

Glædelig jul og godt nytår!

Julen står for døren, og der er rig lejlighed til at fejre den til gudstjenester i Vindinge-Kullerup Pastorat.

Juleaftensdag, tirsdag den 24. december 2013, er der julegudstjeneste i Vindinge Kirke
kl. 14.30 og i Kullerup Kirke kl. 16.00.

Dagen efter, juledag, er der også gudstjenester i begge kirker. I Vindinge Kirke er det
kl. 9.15, og i Kullerup Kirke er det kl. 10.30.

Som det ved at blive en tradition, holdes den fælles gudstjeneste 2. juledag, torsdag den
26. december 2013, i Ellen Marsvins smukke, gamle kapel på Holckenhavn Slot.

Det er faktisk en gammel tradition. I 2. udgave af J.P. Traps topografiske standardværk Statistisk-topografisk beskrivelse af kongeriget Danmark fra 1873 kan man læse, at den daværende besidder lod sognepræsten i Vindinge holde gudstjeneste i kapellet “den anden højtidsdag af de tre store fester” – altså påske, pinse og jul. Siden gik den praksis i glemmebogen, men i år kan du igen opleve julen i slotskapellet med de imponerende træskærerarbejder. Det er kl. 10.00.

Inden året går helt på hæld, er der fælles gudstjeneste julesøndag, søndag den 29. december 2013, kl. 10.30 i Vindinge Kirke, og få dage efter er der igen fælles gudstjeneste.

Nytårsdag – onsdag den 1. januar 2014 – er der nemlig højmesse kl. 16.00 i Vindinge Kirke. Efter gudstjenesten byder Vindinge Menighedsråd på portvin og kransekage.

Glædelig jul og godt nytår!

Engel på døren til Holckenhavn Slotskapel

Nytår med eller uden skihop

For mange er det en tradition at bruge en del af årets første dag på skihop – som regel dog fra lænestolens dyb og i tv-apparatets behørige afstand.

Det er ikke en vane, Vindinge-Kullerup Pastorat nærer noget som helst ønske om at ødelægge. Derfor ligger pastoratets fælles nytårsgudstjeneste i Vindinge Kirke først
kl. 16.00 den 1. januar. Og dermed er der næsten tid til at se skihoppene færdig, idet de slutter 16.10.

Nytårsgudstjenesten er også blevet en tradition. Den inkluderer – ud over prædiken, salmer og velsignelse – hjemmebagt kransekage og portvin i våbenhuset bagefter. Og alle er hjerteligt velkomne!

Kirkeværge Benny Bertelsen i gang med årets kransekage