Qigong og Bibelen i Vindinge Kirke

Kan man forbinde bevægelse, åndedræt og en meditativ stemning med tanker og ord fra Bibelen, bøn og salmesang?

Ja, svarer Qigong-instruktør Trine Harries Pedersen og sognepræst Kristina Løvenstrøm, og hvis man har lyst til at opleve, hvad det nærmere går ud på, kan man møde op i Vindinge Kirke tirsdag den 6. oktober 2020 kl. 17. Her inviterer de to nemlig til et møde mellem Qigong og Bibelen under overskriften “Fyraftensandagt for krop og sjæl”. Andagten er den anden ud af tre i løbet af efteråret.

Formålet er ifølge Trine Harries Pedersen og Kristina Løvenstrøm at finde ud af, om kirkens ord kan bosætte sig ikke bare i forstanden, men også i kroppen. Kristendom er en måde at leve på, der virker fra hjertet, men når vi går i kirke, handler det tit om at bruge sine ører og sin forstand.

Vejen fra øre til hjerte kan imidlertid være lang, men noget bliver ifølge de to nemmere, når kroppen får lov at være i bevægelse, samtidig med at Guds ord, bøn og sang får plads.

I løbet af den time, fyraftensandagten varer, forbindes ord fra Bibelen og salmesang med de lette, afspændende, skånsomme og meditative kinesiske bevægelser, som Qigong er, og som kan udføres både siddende og stående. Timen vil veksle mellem kropslige øvelser og sang eller læsninger og slutter af med et fælles Fadervor.

Alle er velkomne til at deltage, der kræves ingen forkundskaber, og det er gratis at være med. Faktisk er det ikke engang nødvendigt at tilmelde sig – man møder bare op i kirkerummet lidt i fem.