Høst i kirken

Høsten er i hus – og selv om vi ikke alle er landmænd, er der stadig meget at takke for. Alle nyder vi jo godt af jordens afgrøder.

Det skal vi også til årets høstgudsjenester i Vindinge-Kullerup Pastorat søndag den 20. september 2015, hvor der i begge kirker er skruet lidt op for kirkekaffen.

I Kullerup Kirke mødes alle morgenfriske kl. 9.15 til en festlig gudstjeneste efterfulgt af hyggeligt samvær, rundstykker og kaffe i våbenhuset.

Er man glad for swingende toner og kage, er det Vindinge Kirke, man skal komme til denne dag. Til gudstjenesten her kl. 14.00 får vi besøg af Salmetrioen, der spiller for på salmerne og giver et par af deres egne numre undervejs. Kirkekaffen er i anledning af høsten skiftet ud med et flot kagebord, som vi selv pryder med høstkager af enhver slags.

Nyd naboens lækre kage, og tag selv en med til fællesbordet – så er der nok til alle.

Vel mødt til begge gudstjenester!

Til høstgudstjenesten i Vindinge Kirke er der kage

Påskens gudstjenester

Vi er allerede godt i gang med påskeugen, der også er kendt som den stille uge, selv om der ikke er megen stilhed hverken over antallet af gudstjenester eller over det drama, der udfolder sig på kirkens vigtigste helligdage.

Påskeugens kirkelige handlinger begyndte med gudstjenesterne palmesøndag og fortsætter skærtorsdag (torsdag den 5. april), hvor der er fælles aftensgudstjeneste for Vindinge-Kullerup Pastorat i Vindinge Kirke kl. 19.30. Her kan man høre indstiftelsesordene, som lød første gang netop på aftenen før Jesu korsfæstelse.

Fredag den 6. april er det langfredag, som plejer at blive gennemført som en såkaldt liturgisk gudstjeneste kun med læsninger og musik. I år har præsten imidlertid valgt at prædike, fordi man, som hun siger, er nødt til at turde konfrontere livets mørke sider. Det er kl. 9.15 i Vindinge Kirke og kl. 10.30 i Kullerup Kirke.

Påskeugen kulminerer påskedag (søndag den 8. april), hvor det glædelige budskab akkompageneres af Salmetrioen med Simon Krebs på guitar, Andreas Lang på bas og Peter Hallesøe på saxofon. Salmetrioen medvirker både ved den tidlige gudstjeneste kl. 9.15 i Kullerup Kirke og ved gudstjenesten kl. 11.00 Vindinge Kirke, hvor altertavlen, der har været lukket siden fastelavn, bliver åbnet igen.

2. påskedag (mandag den 9. april) slutter vi påsken af med en endnu en fælles gudstjeneste kl. 10.30 i Vindinge Kirke.