Syng Højskolesangbogen ind

For et års tid siden udkom Højskolesangbogen i sin 19. udgave. På det tidspunkt var fællessangen på sit højeste, men man måtte kun synge sammen hver for sig.

I dag er det heldigvis anderledes. Vindinge Kirke inviterer derfor til en sangaften onsdag den 9. februar 2022 kl. 19.00, hvor vi synger den nye udgave af Højskolesangbogen ind. Kirken har indkøbt et par hyldemeter af bogen, hvis 601 sange er resultatet af et årelangt udskillelsesforløb, der har betydet farvel til 125 sange og til gengæld goddag til 151, der ikke har været med før.

Med titler som “Leonoras morgendigt” og “Hvad tænker Ingrid på” er der både gamle og nye sange blandt de nytilkomne. Men hvordan lyder de bedste af dem? Hvilke sange er røget ud? Og hvilke har vi fået lov til at beholde?

Bliv klogere på den nye Højskolesangbog, og syng dig glad, når historisk konsulent og præstekone Rasmus Agertoft præsenterer nogle af sine favoritsange fra fortid og nutid og synger for bistået af organist Frede Thorsen, der akkompagnerer på konfirmandstuens klaver. Efter præsentationen er der ønskekoncert, hvor du kan vælge lige præcis den højskolesang, du bedst kan lide eller altid har haft lyst til at synge.

Sangaften udskudt

Coronaen betyder ændringer og aflysninger af et væld af ting. Heller ikke den sangaften, der efter planen skulle have løbet af stablen onsdag den 23. september 2020 i konfirmandstuen ved Vindinge Præstegård, går ram forbi.

Sangaftenen, der skulle have haft kirkens dygtige vikar Carl-Aage Eliasson bag tangenterne, er nu ikke helt aflyst, idet det er håbet at kunne gennemføre den engang i det nye år, når verden forhåbentlig ser lidt mere normal ud.

Indtil da må man nøjes med at synge i badet, over opvasken, på cyklen og så selvfølgelig i kirken, hvor der ikke alene er højmesse på søndag den 27. september 2020 kl. 10.30, men også coronavenlig kirkekaffe bagefter.

Syng foråret ind

Blomsterne pibler frem af jorden, solen stråler, og der er noget andet i luften end ved juletid. Kort sagt: Det er blevet forår.

Det skal der synges om til den næste sangaften i Vindinge-Kullerup Pastorat onsdag den 6. marts 2019 kl. 19.00, hvor temaet netop er foråret.

Kom og syng med! Det foregår i konfirmandstuen ved Vindinge Præstegård, Bøjdenvej 116.

Majsang

Man bliver glad af at synge. Onsdag den 3. maj 2017 gentager vi derfor succesen fra tidligere på året og mødes til endnu en hyggelig aften med fællessang.

Vel mødt til alle stemmer, både smørtenorer, hæse alter, rene sopraner, falske basser og alt det, der ligger imellem. Det er kl. 19.00 i konfirmandstuen ved Vindinge Kirke, Bøjdenvej 116.

Syng en sang

Menighedens salmesang er et af de mere håndgribelige resultater af reformationen, og tirsdag den 7. februar 2017 er der rig mulighed for at synge af karsken bælg i Vindinge-Kullerup Pastorat.

Denne aften er der nemlig fællessang på programmet i konfirmandstuen ved Vindinge Præstegård, Bøjdenvej 116. Vi støver Højskolesangbogen af, bærer salmebøger i konfirmandstuen og dykker ned i de bedste sange og salmer. Mange af dem er ligefrem ønsket af menighederne i Vindinge og Kullerup, hvor man den seneste tid har kunnet skrive sin yndlingssang eller -salme på en lille lap papir, når man alligevel var i kirke.

Organist Ágnes Most sætter sig til klaveret, og Tina Haugstrup Nawrocki og Jannie Abildskov Westh, som er frivillige ved Vindinge Kirke, hjælper os med at holde tonen.

Aftenen begynder kl. 19.00 og slutter ca. kl. 21.00. Der er ingen tilmelding, vi sørger for kaffe og kage, og alle er velkomne.