Gudstjeneste i det grønne

Skyfri himmel veksler med varsler om skybrud, men forhåbentlig holder det da tørt, når Vindinge Kirke inviterer til sommerens anden gudstjeneste i det grønne søndag den 8. august 2021 kl. 14.00.

Gudstjenesten finder sted i præstegårdens have, og igen medvirker den internationalt anerkendte, men lokale østfynske folkemusikduo Fromseier Hockings med Ditte Fromseier på violin og Sigurd Hockings på guitar.

Allerede kl. 13 åbnes lågen til præstegårdshaven, og du er velkommen til at medbringe din egen madkurv og spise frokost sammen med de andre fremmødte, før gudstjenesten begynder i det udendørs kirkerum, der når helt til himlen.

Medrivende nybyggersange

Tusinder af europæere har søgt lykken i USA. Indvandrerne flygtede fra forfærdelig fattigdom og håbede på et bedre liv på den anden side af Atlanten. Med sig tog de deres sange, som kan høres i Vindinge Kirke onsdag den 25. september 2013 kl. 19.

Sangeren Kristin Lomholt, der i 10 år har boet i det sydlige USA, giver os en fortælling i ord og musik sammen med violinisten Thyge Søndertoft Pedersen og guitaristen Sigurd Hockings, der er en af de mest virtuøse og alsidige folk-guitarister i Danmark.

Sang, violin og guitar er en besætning, som man brugte på nybyggernes tid. Der venter derfor tilhørerne en autentisk oplevelse, hvor der bliver åbnet en dør til det land, de første nybyggere betrådte.

De medrivende nybyggersange spænder fra sorg til glæde og bliver krydret med anekdoter om en fascinerende tid, hvor kun de stærkeste overlevede.

De europæiske indvandrere i USA oprettede nye lokalsamfund og dermed også nye kirkesamfund. Her genopstod folkesange fra den verden, som man havde forladt. Sammen med folkesangene, der i nogle tilfælde kan dateres tilbage til middelalderen, genfandt indvandrerne også hymner, og der blev skrevet nye.

Koncerten er gratis, og alle er velkomne. Og hvis du ikke kan vente, kan du allerede nu få en forsmag på nybyggersangene.

Kristin Lomholt